Neden for Parque Eduardo VII finder man Praça Marques de Pombal,eller Rotunda (direkte oversat rundkørslen). Denne plads er det vigtigste skæringspunkt for Lissabons metrosystem og et af de mest trafikerede områder i byen. I centrum står en 9 meter høj statue på toppen af en 34 meter høj sokkel. Statuen forestiller markisen af Pombal med en løve i hånden og er sat op til minde om Lissabons genopbygning efter jordskælvet i 1755. På stensoklen er der scener fra genopbygningen, fra selve jordskælvet og den efterfølgende flodbølge. På spørgsmålet om, hvad man kunne gøre efter katastrofen, ytrede markisen af Pombal de berømte ord, ”Vi begraver de døde og bespiser de levende.” Til trods for katastrofen oplevede Lissabon ingen alvorligere epidemier, og efter et års tid var byen allerede blevet genopbygget i den klassiske pombalinske stil, som kendetegner Lissabons bymidte i dag. Flere af byens bedste hoteller ligger et stenkast fra ”rundkørslen.”
|