Álvaro Siza Viera er måske Portugals mest kendte, nulevende arkitekt, og han var ansvarlig for minimalistiske vartegn som f.eks. den portugisiske pavillon på Expo 98 og de store renoveringsprojekter i Chiados forretningskvarter efter den omfattende brand i 1988. Lissabons mest mondæne boutique-hotel Bairro Alto Hotel er også en arkitektonisk milepæl ikke mindst på grund af fornyelserne foretaget af design-duoen Diogo Rosa Lã og José Pedro Viera. En anden usædvanlig, moderne bygning, beliggende oven for Edward VII parken, er restaurant Eleven udformet som en guldfiskebowle og med en minimalistisk stålramme og vinduer fra gulv til loft. Bygningen blev tegnet af tre foretagsomme lokale arkitekter. João Correia, Cristina Santos Silva og Ana Menezes Cardoso.
Men næsten alle områder i Lissabon har sine arkitektoniske perler. Fra floden til Restauradores er Baixa-distriktet en hyldest til 1700-tallets byplanlægning og arkitektur. Solide, majestætiske Pombaline-bygninger, der blev opført for at kunne modstå jordskælv, med facader opblødt af fint udsmykkede smedejerns-altaner, er placeret i et stramt mønster. Store åbne områder på begge sider af bygningerne giver plads til Lissabons berømte lys.
Området nord for Baixa langs Avenida da Liberdade blev bebygget et århundrede senere. På denne flotte avenue og i de nærliggende gader kan man finde nogle spektakulære og ustyrlige eksempler på arkitekturen fra sidst i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Kort efter blev byen udbygget vest for Avenida da Liberdade og Parque Eduardo VII til Amoreiras (med det meget udskældte postmoderne tårn fra 1985) og mod øst med det formål at opbygge et nyt område omkring Avenidas Novas. Arkitekturelskere vil ikke alene falde for de enkelte bygninger men også for deres kollektive virkning og sammenhæng i de respektive kvarterer.
|