Portugal er berømt for sine golfbaner, og der findes 12 af de allerbedste i Lissabon-området. De bedste af disse ligger i trekantsområdet mellem Lissabon, Cascais og Sintra, og mange af Lissabons hoteller kan arrangere golfture. Disse hoteller og selvfølgelig også golfklubberne sælger golfkort til flere runder, hvilket som regel er billigere end at betale for en enkelt runde. Man kan også spare penge til green fee, hvis man spiller på hverdage eller sent om eftermiddagen, da priserne tit er lavere på disse tidspunkter. I sidste uge af oktober og første uge af november mødes internationale golfspillere på Estorils baner for at deltage i International Golf Week, der spilles på flere af banerne.
|