Portugals historie er domineret af søfarernes opdagelser, hvor den mest betydningsfulde går helt tilbage til det tidlige 15. århundrede. Portugals gyldne opdagelser startede med Henrik Søfareren, som ønskede at bryde det arabiske monopol på de afrikanske og asiatiske handelsruter. Andre berømte opdagelsesrejsende var Bartholomeu Dias, som var den første europæer, der sejlede rundt om Kap det Gode Håb i 1487, Vasco da Gama, som opdagede søvejen fra Portugal til Indien, Pedro Alvares Cabral, som var den første europæer, der satte sine ben i Brasilien i år 1500, og Ferdinand Magellan, som var den første, der krydsede alle jordens meridianer. Denne epoke var meget succesrig for de portugisiske opdagelsesrejsende, som fik monopol på en stor del af handlen med krydderier, og deres ekspeditioner til Japan og den nye verden gjorde Portugal til en stormagt og en meget velhavende nation. De nye opdagelser gav ikke kun umådelige rigdomme i form af guld, sølv og krydderier, de gav også magt og indflydelse. Udbredelsen af katolicismen var måske det mest vedvarende resultat af rejserne.
I 1755 ca. klokken tyve minutter i ti om morgenen den 1. november blev Lissabon ramt af et af de mest ødelæggende og dødelige jordskælv i historien. Man antager, at cirka en fjerdedel af Lissabons 200.000 indbyggere blev dræbt, men dødstallet kan have været helt oppe på 100.000. Jordskælvet, som blev anslået til 9 på Richterskalaen, blev snart derefter efterfulgt af en tsunami og en omfattende brand, som tilsammen ødelagde det meste af byen. Disse begivenheder forværrede de politiske spændinger i Portugal og påvirkede ambitionerne om at kolonisere, men til gengæld blev den moderne seismologi opfundet på denne tid. På trods af katastrofen og takket være Portugals store rigdomme blev der sat en stor genopbygning i gang, og efter kun få måneder var det meste af Lissabons bycentrum genopbygget. Lissabons nye neoklassiske centrale kvarterer, bairros, var de første i verden, som var sikret mod jordskælv, og man siger, at man anvendte masser af marcherende tropper, som skulle efterligne seismisk aktivitet omkring modeller af bygningerne, så man kunne se, hvilken effekt det ville have. Genopbygningen var koncentreret omkring byens lavereliggende del, og Portugals efterfølgende økonomiske nedgang hindrede en komplet genopbygning af byen. Helt frem til starten af det 19. århundrede kunne man stadig finde ødelagte bygninger, som ikke var blevet genopbygget. Nogle få bygninger i manuelinsk stil (portugisisk sengotisk stil) overlevede jordskælvet, bl.a. Belém-tårnet og Jerónimos-klosteret, som begge er opført på UNESCOs verdensarvsliste.
Castelo de São Jorge er langt den ældste bygning i Lissabon og går helt tilbage til det 5. århundrede. Lissabons byhistorie kan have startet som et handelscentrum for føniske handelsfolk, som sejlede tin fra det gamle Brittanien. Der er tegn på fønisk indflydelse helt tilbage til det 13. århundrede før Kristus, men det gamle Lissabon blev i følge legenden grundlagt af Ulysses (Odysseus), den berømte græske konge af Ittaca og helten i Homers episke digt Odysseen. Ulysses menes at have kaldt byen for “Olissipo”, hvilket betyder "fortryllende havn" eller "venlig havn", og da romerne indtog byen, kaldte man byen for Olissipona. Romerne byggede store templer, akvadukter og bade rundt omkring i byen, og et stort nekropolis, som i dag er kendt som Praça da Figueira. I det tidlige 8. århundrede blev Lissabon erobret af muslimske hære fra Nordafrika og Mellemøsten. De byggede deres moskeer oven på de romerske templer og en bymur, Cerca Moura, som stadig kan ses den dag i dag. Efterhånden som handlen blomstrede under det mauriske herredømme blev Lissabon mere kosmopolitisk og tiltrak kristne, berbere og jøder. I 1147 var det de kristne, som dræbte, udviste og konverterede de muslimske beboere og byggede katolske kirker oven på moskeerne.
|