Turistguide til Évora, Portugal |
Évora er uden tvivl en af Portugals største skatte med dets skønhed, enkelhed og historiske baggrund. Byen er kendt som Alentejo-provinsens hovedstad og ligger ca. 130 km fra Lissabon og syd for Tejo-floden. Byen er en sand fryd for øjet, så et besøg her vil være både inspirerende og uforglemmeligt. I et samfund, som altid har fokus på moderne tendenser, vil Évoras maleriske charme ikke blot være det perfekte rejsemål men også det ideelle sted at føle sig omgivet af fred og ro. Man vil nyde hvert øjeblik i dette "åbne museum", som er fuld af smalle brostensbelagte gader, ekstraordinære monumenter og en vifte af forskellige arkitektoniske stilarter. Byen har en lang historie og er et levende billede af den romerske og mauriske indflydelse, som satte sine spor siden det 2. århundrede. Romerne kaldte byen for Liberalitas Julia (Slettens dronning). Den har været mål for barbariske invasioner under det visigotiske styre og muslimsk erobring i 715, og det var først i 1166 på grund af den kristne ridder Geraldo Sem Pavor (Geraldo uden frygt) at byen blev et af de vigtigste centre i landet i middelalderen. Bevarelsen af kulturen og de mange seværdigheder såsom den smukke St. Anton kirke og den berømte Giraldo-plads, det uforgængelige korintiske romerske Évora-tempel (fejlagtigt kaldes det Dianas tempel), megalit-stensætningen Almendres Cromlech og de autentiske mure fra middelalderen er blot nogle få eksempler, der retfærdiggører, at Évora i 1985 blev udpeget af UNESCO som verdenskulturarv. Når man nu engang er i Alentejo, skal man også "smage" på området. Prøv et traditionelt måltid af svinekød med muslinger og koriander og et glas af den fyldige regionale vin. Det er en af de små glæder som helt sikkert vil gøre alle tilfredse. Og derudover kan man forvente en varm velkomst fra de lokale indbyggere. Hvad enten man skal på ferie, planlægger en familieferie, eller måske rejser alene til Évora, vil man opdage, at denne by har noget særligt, som man hurtigt betages af. Évora er mere end blot en by. Den er kunstnerisk, den er kulturel og magisk. Som den portugisiske nobelpristager i litteratur José Saramago har sagt: "Évora er en sindstilstand". |