Der findes ikke mange steder, hvor vinen har en så stor betydning for historien, kulturen og indbyggernes eksistens som i Douro, og der findes ingen andre steder, hvor vinen har en så stor indvirkning på landskabet.
Man har produceret vin her i mindst totusind år - og sandsynligvis længere endnu. Produktionen i dag har rødder tilbage til fjendskabet mellem England og Frankrig i det 17. århundrede. England boykottede eller beskattede fransk vin som en straffeforanstaltning og gav handelsfordele til portugiserne. Da englænderne således blev frataget deres elskede bordeauxvin, udviklede de pragmatisk en smag for portvin - Douro-vin opkaldt efter den havn (på engelsk "port"), som vinen blev fragtet fra. For at beskytte vinens kvalitet blev området demarkeret i 1756 som et af de første i verden.
Dengang var portvin ganske almindelig rødvin. Men i det 19. århundrede var processen imidlertid blevet videreudviklet, og man begyndte at tilsætte finsprit med meget højt indhold af alkohol i den gærende druesaft. Dermed stopper gæringen, da gærcellerne dør, inden sukkeret i druerne er blevet omdannet til alkohol, så man får en sød vin med højt alkoholindhold, så den kunne holde til at blive transporteret til England. Portvin produceres stort set på samme måde i dag.
I de seneste årtier er man dog begyndt at gå tilbage til produktionen af almindelig vin eller simpelt hen "Douro-vin". Smag og behag ændrer sig gennem tiderne, og i dag er det helt besynderligt at læse om en enkelt mand, som havde drukket nogle flasker portvin til sit måltid. Man forsøger at øge salget af portvin, f.eks. ved at reklamere for drinks som "portvinstonic", men i dag indtages portvin mest som en drik efter middagen, og det endda kun ved særlige lejligheder. I dag produceres der mindst lige så meget Douro-vin som portvin.
Og det er bare godt. Portvin er i dag bedre end nogen sinde tidligere, og de enestående Douro-vine er også bedre end nogen sinde. Faktisk er portvinsproduktionen blevet forbedret på grund af det, man har lært ved at producere Douro-vin. Og de exceptionelle terroir, omfattende antal vindruesorter, og relativt nye fokus på almindelig vin, betyder, at der stadig er masser af potentiale, som kun venter på at blive "tappet".
Det bedste sted, man kan lære om og nyde disse skønne vine, er der, hvor de produceres.
|